Sæbebehandlede overflader
Daglig pleje
Aftørring med en hårdt opvredet klud; gerne i sæbespånopløsning. Anvend aldrig sulfo eller brun sæbe.
Små ridser og trykmærker kan fjernes ved at påføre nogle dråber vand på det skadede sted og lade det indtørre. Når ridsen eller trykmærket har ”rejst” sig efterslibes med sandpapir korn 220.
Er mærket stadig tydeligt påføres igen nogle dråber vand. Fold et stykke køkkenrulle i 4-5 lag og væd det med vand. Placer papiret på mærket og varm med et strygejern, indtil papiret er tørt. Lad ikke strygejernet komme i direkte berøring med træet. Brug sandpapir korn 220 til at slibe efter med og afslut med en sæbebehandling.
Reparationer af alvorlige skader bør altid udføres af en professionel møbelsnedker.
Sådan sæbebehandler du dit møbel
Møblet er basis-sæbebehandlet fra fabrikken, men for hurtigt at opnå en smuds- og fugtafvisende overflade, bør du foretage sæbebehandling, inden du tager møblet i brug. Du bør gentage behandlingen 2-3 gange om året eller efter behov.
Til vedligeholdelse af sæbebehandlede overflader anbefaler vi træsæbe natur fra Skovby Care Collection.
Hvis du ønsker at bevare møblets lyse farve, vil vi anbefale dig at bruge hvidpigmenteret træsæbe hver 3. gang, du sæbebehandler dit møbel. Se vejledning på plejeprodukterne.
Al rengøring og behandling foretages på langs ad årerne.
Påføring af sæbe
Påfør sæben på en ren ufarvet klud eller svamp og fordel det derfra på møblets overflade og kanter i træets længderetning – jævnt fordelt og uden klatter eller striber. Endetræ kan opsuge meget fugt, hvilket ved efterfølgende udtørring kan bevirke revnedannelse. Derfor må endetræet kun overtørres én gang. Overskydende sæbe aftørres omgående med en klud, der er hårdt opvredet i vand.
”Rejser træet sig” efter behandlingen, så overfladen føles ru, slibes på langs ad træets årer med sandpapir korn 220, hvorefter det aftørres. Slib aldrig med ståluld. Overdreven brug af sæbe kan gøre træet mørkt.
Bemærk venligst
Vær opmærksom på, at møblet har brug for sæbefedt og ikke vand. Derfor må det aldrig påføres vand eller en tynd sæbeblanding, idet efterfølgende udtørring kan danne revner. For meget vand og forkert behandling kan medføre misfarvning af træet.
Se instruktionsvideo på her på siden.
Alternativ
Du kan sæbebehandle dit møbel med hvide sæbespåner. Opløs ½ dl. hvide sæbespåner i 1 liter kogt vand. Omrør grundigt og lad blandingen afkøle til håndtemperatur før anvendelsen.
Til egetræ anbefaler vi at bruge demineraliseret vand til blandingen, da almindeligt vand indeholder jern, der i nogle tilfælde kan misfarve træet.
Skovby startpakke med hvidpigmenteret træsæbe
Skovby startpakke med hvidpigmenteret træsæbe indeholder alt, hvad du skal bruge til vedligeholdelse af sæbebehandlede Skovby-møbler.
Startpakke indeholder en flaske hvidpigmenteret sæbe, slibesvampe, en påføringssvamp, plastik handsker og en genbrugsklud fra vores fabrikker.
Skovby giver gode råd
Du kan have glæde af dit Skovby møbel i mange år, hvis du følger vores gode råd og enkle regler - og i øvrigt følger vores anvisninger til pleje og vedligeholdelse.